Om min og Torben Koefoed Olsens slægt og slægtsnavnet Weile (Vedel) der oprindeligt er et stednavn

Det har hidtil været vanskeligt at finde mine/vores dokumenterede forfædre med efternavnet Weile tilbage til tiden før vores tiptiptipoldefar Ole Olsen Weile (Weyle født i ca. 1765). Vores farfar/morfar Carl Henrik Weile blev født i 1892, udenfor ægteskab. Gift med Margrethe Olsen i 1915 og skilt i 1930. Efter skilsmissen forblev han betragtet som en "glemt" person der aldrig blev omtalt, og vi har derfor aldrig kendt ham. Hans far - vores oldefar - var Carl Henrik Baasch. Vores oldemor, enke Dina Jutta Hertha Svendsen, født Weile var 22 år da hun fødte Carl Henrik i 1892. Carl Henrik fik som sine to søskende sin mors pigeefternavn. Dina Jutta Hertha Weiles far var Hoboist ved livgarden, Christian Milius Weile. Min og Torben Koefoed Olsens slægt Baasch er der et godt overblik over, idet der findes en tysk anetavle der går meget langt tilbage i tiden:

http://www.baasch-flintbek.de/linie_gett_dk.htm#II.

Om andre personer med efternavnet Weile vides at:

En Reformator, Teolog, historiker, hofprædikant og digter o.m.a. Anders Sørensen Vedel, søn af Rådmand i Vejle Søren Sørensen 1571, var den første i sin slægt der tog navnet - efter sin fødeby Vedel (Vejle).

Det oprindelige slægtsnavn Vedel er i tidens løb - i mere end 400 år - givet til efterkommere i forskellige former: Vedel, Wedel, Weyle, Veile, Vejle, Wejle, Weile, Wellius, Wellejus: men størstedelen af slægten kalder sig nu Vedel. På landsplan var der i 2005 ca. 1400 med efternavn Weile. Alt efter præsternes, degnenes og FT tællernes stavekundskaber er efternavnet der vedrører de samme personer i optællinger og kirkedokumenter stavet på forskellige måder, hvilket gør slægtsforskningen vanskeligt. Det samme problem støder man også på ved udeladelser af mellemnavne.

Blandt de første med efternavn Weile var også:  Jens Jacobsen Weile, født 13. okt. 1573 i Vejle, død 30. januar 1634. Præst fra 1594-1634 i Skovlænge Gurreby Sogne. Gift med Anne Due.

Jens Jacobsen Weile var søn af Jacob Madsen (født 1538 i Vejle, død i 1606 på Fyn). Jacob Madsen var søn af borgmester Mads Nielsen og Kiersten Christiansdatter (datter af Christian Nielsen f.1470), som var borgmester i Varde. Kierstens søster Mette Christiansdatter (Jens Jacob Weiles moster), blev gift med Lauge Stephansen, barn heraf var Hans Laugesen, biskop i Ribe. Hans Laugesen blev gift med Dorthea Hansdatter Tausen (datter af Hans Tausen). Hans Laugesen og Dortheas datter Mette blev gift med Anders Sørensen Vedel, født 1542. Hans Laugesen og Jens Jacobsen Weile var således fætre.

Jyske lov og en Weile

Christen Ostersen Weile som oversatte Jyske Lov.

Jyske Lov blev vedtaget i Viborg i 1241 under Valdemar Sejr. Loven gjaldt for Jylland. Sjælland havde sin Sjællandske Lov og Skåne sin Skånske Lov.
Det at lave en lov, der gjaldt for hele landet, var noget nyt i Danmark dengang. Man havde opdaget,
at samfundsændringer medførte et behov for regler, som gjaldt alle. Dunkelt anede kongen, at et
land uden love ville ende i stammekrige, eller det vi i dag kalder anarki.

Jyske Lov blev grundlaget for dannelsen af Den danske Stat og kom senere til at gælde for resten af landet. I Danmark indførtes den nuværende grundlov i 1849, men visse dele af Jyske Lov gjaldt i
Sønderjylland indtil 1910.

Teksten er skrevet på det sprog, der dengang var dansk sprog, så man skal vænne sig lidt til det,
men det kan læses. Christen Ostersen Weile oversatte Jyske Lov til et mere forståeligt sprog for almenheden omkring tiden før 1650. Bl.a. definerede han meningen med en kommission i sit opslagsværk Glossarium Juridico-Danicum.

”En kommissionen er ikke nogen entydig størrelse i dansk forvaltning, sådan som det netop tydeligt er fremgået. Men hvad er en kommission egentlig?

Den første forsøg på en definition, vi kender, er fra 1641, hvor juristen Christen Ostersen Wejle i sit opslagsværk Glossarium Juridico-Danicum formulerede det således:

”Commissarier, vel Commissarii, kaldes de gode mænd, som tages udi befalinger og haver fuld magt, sagen enten til mindelighed af forene, eller og parterne ved endelig dom at skille”. Vi har her at gøre med en kort, klar og fyndig definition, som det falder naturligt at tage udgangspunkt i, når vi skal beskrive indholdet og forstå baggrunden for det særlige magt- og forvaltningsfænomen, der hedder kommissionen, og som både under enevælden, men så sandelig også i de efterfølgende mere demokratiske tider, spillede en stor rolle i dansk politik og forvaltning.

I sin definition slår Ostersen Weile for det første fast, at for at blive kommissær skal man være almindelig anerkendt som en god og agtværdig samfundsborger. Der skal stå respekt om personen, og det ligger i luften, at han må forventes at indtage en position og have en pondus, der gør ham i stand til at løse den stillede opgave tilfredsstillende. For det andet fremgår det, at forudsætningen for at nogen overhovedet kan agere som kommissær er, at der foreligger en befaling om noget sådant. Befalingsudstederen, eller mandatgiveren, vil i langt de fleste tilfælde være regeringen eller de øverste centraladministrative myndigheder, men også andre kan i princippet nedsætte kommissioner. Befalingen - ordren – er det helt afgørende element i definitionen, sådan som det også ligger i ordets latinske oprindelse, idet commissio jo betyder at betro en et hverv. Det er ordren, og alene den, som sætter kommissionen ind i verden, og det er det kommissorium, der knyttes til ordren, som definerer dens opgave.

For det tredje har kommissioner fuldmagt til at træffe beslutning på den måde og inden for det område, som ordren og kommissoriet angiver. Endelig fremgår det som det fjerde af Ostersen Weiles definition, at arbejdsopgaven i første række bestod i at fungere som mægler med henblik på at få parterne til at indgå forlig, og kun hvis dette ikke lykkedes, da at fælde dom.

I modsætning til de tre første betingelser var den fjerde ikke ultimativ, - kommissioner kunne sagtens pålægges andre opgaver end at mægle eller dømme. F.eks. kunne de udføre særlige forvaltningsopgaver, sådan som det også fremgår af glossariets artikel ”commissarierne i Skaane”. Her beretter Ostersen Weile om, at rigsrådet, eller i dets fravær lensmændene på Malmøhus og Landskrone, ”er forordnede og befuldmægtigede” til at opkræve og administrere den særlige told, der var pålagt med henblik på at finansiere de skånske grænsebefæstninger mod Sverige.

Når Ostersen Weile i sit leksikon viede to rubrikker til kommissærer, er det sikkert fordi, han mente, at der var tale om to forskellige typer, og dermed peger han frem på senere tiders skelnen mellem bevilgede og befalede kommissioner. Der kan på mange måder være god raison i at sondre mellem kommissioner, der nedsattes efter ønske fra borgere (bevilgede kommissioner), og kommissioner, hvor dette ikke var tilfældet (befalede kommissioner), ikke mindst fordi der gjaldt forskellige regelsæt for de to typer. Skal vi i dag formulere en samlende og overordnet definition for samtlige kommissioner, må den lyde nogenlunde sådan: En kommission er én eller flere personer, der i kraft af en særlig og udtrykkelig ordre, er blevet bemyndiget til at løse en stillet opgave på en nærmere angivet måde. Opgaven udføres på mandatgiverens vegne, og afgørelsen forlenes med dennes autoritet.

Ovenstående tekst er fra: I kommissionens kløer  

Kommissionsdomstolene – dansk forvaltnings særlige undersøgelses- og domstolsinstanser.

Af Karl Peder Pedersen Arkivar, cand.mag. et lic.jur. Artikel i Informationsserien 1. Statens Arkiver 2002

Christen Ostersen Weile var jurist, politisk forfatter og rådmand, under Christian den 4.

Murermester Weile, var vagt ved Koldinghus i 1808

Den nat, branden opstod, havde man længe kunnet lugte røg, men man troede først, at det kom fra kakkelovnene, der havde det med at ose, når det blæste fra en bestemt retning. Det efterfølgende brandforhør viste imidlertid, at vagterne ikke havde taget deres pligter særlig alvorligt, for ingen af de to, der burde have været på vagt, havde været til stede, da det gjaldt. Murermester Søren Jørgensen Weile var gået hjem ved to-tiden, angiveligt for at “hente noget til sin forfriskning”, men var ikke vendt tilbage, før han en times tid senere blev hentet af slottets portner Peter Meyer, der fortalte, at den vistnok var rivende gal i vagtstuen.

Balletdanserne E. Weile, Charlotte Amalie Weile og eventyrdigteren H.C. Andersen i 1821

Balletten "Armida" fra 1821 blev et vendepunkt i H.C. Andersens karriere. Dels opnåede han i det år sin største scenesucces og kom oven i købet på program og plakat, og dels blev han som følge af sin uheldige fremtræden erklæret uegnet til scenen og sendt til Slagelse for at lære. Det blev starten på en anden karriere. Dahléns "Armida" er ikke kun et interessant tidsbillede. Skæbnen ville, at denne i dag glemte ballet blev begyndelsen på tre betydningsfulde personers karriere. Den ene er H.C. Andersen, den anden Johanne Louise Heiberg og den sidste Lensgrevinde Danner.
Alle tre begyndte som elever på Dahléns balletskole på Hofteatret, og debuterede i „Armida“. På samme program og plakat var der selvfølge også balletdanserne Jomfru Weile og E. Weile. Den unge yndefulde jomfru Weile var Charlotte Amalie Weile der blev gift med Kgl. skuespiller Johan Daniel Bauer. Se rollelisten med H. C. Andersens personlige notatet. Det originale program. Charlotte Amalies far der var danser ved Comedie-teatret. Hans Jørgen Weyle blev født i 1758. Han var gift med Johanne Kirstine Aagaard. Charlotte Amalie havde to ældre søskende: Carl og Caroline.

Kilde.

Kgl. Hof-fotograf Peter Elfelt og Elisabeth Weile

Om vores slægtsgren går tilbage til nogle af de ovennævnte personer, vil tiden vise.

Mogens Weile, april 2008

tilbage til Carl Henrik Weile - tilbage til Milius Weile