Kvarteret omkring Frederiksvej:

Foto til højre ses: Birgitte Gross, Per Balling og sidst Birgitte Bach. Tak til lille Kirsten får billederne.

På volden. Foto til højre: tv. Kirsten Høiriis Johannsen. Birgitte Gross th. I midten: Birgitte Bank-Mikkelsen. Tak til Birgitte Gross for billederne.

I midten: Onkel Buus er parat til afgang til Søndermarkskolen med Line og Malle ved hånden i de fine nye kjoler, som Elsa har syet. Og mor Karen, som skimtes i døren, har strikket trøjerne.

Th.: Line er blevet fulgt til skole af legekammeraten Rikki Balling, mor, Malle og Onkel Buus. Onkel Buus og hans kone, Elsa, var vore forældres bedste venner. Elsa er ikke med på billederne, for det var hende, der altid fotograferede. Hun var sygeplejerske, og han var forhenværende direktør i Store Nordiskes Telegrafselskab. Han havde været udstationeret flere steder i verden bl.a. i Rusland under tsaren og i Kina under kejseren. Han var også medlem af Eventyrernes klub. De sidste år inden pensionen boede han med sin kone i Paris. De kom hjem til København efter krigen omkring 1948-49 med de første bananer. De flyttede i en kort periode ind i en fremlejet lejlighed på General Bahnsonsvej. Onkel Buus fulde navn var Johan Buus Johansen og født i Svendborg. I en lang periode skrev han små populære godnat historier i "Tidens Kvinder" Johan Buus Johansen døde i 1961. Billedet er taget i Søndermarkskolens skolegård.

Og så skete det igen. Malle og Ole havde kaldet de ”gamle” Solholmer til at møde op i deres gamle herberg. De kom fra nord, de kom fra syd, ja selv fra Frankernes land mødte de op. Da de fleste var mødt blev de ført bort fra herberget og over til det store hus hvorfra de fleste havde modtaget deres lærdom. Da den sidste var mødt op 2 min før klokken ringede, var alle mødt til tiden. Det var før sket i Søndermarksskolens historie. Vi begav os nu ind i det store hus med bævende hjerte og med hver sine minder om de forskellige lærer.

Vi blev modtaget af husets pedel, der først førte os rundt og rundt og rundt, indtil vi nåede toppen. Vi blev nu ført ud på det der før var de smås legegård, men alle var enige om at den nu var meget mindre og nu kunne man ikke lege der da den var lavet om til ovenlys. Nu blev vi ført op et sted hvor ingen af os vist nok ikke havde været før, observatoriet. Sikke en udsigt, både op og hen af. Der er vores hus og der er ZOO, og der er Carlsberg, Nej det var Kongens Bryghus den gang. Min mor var dernede på plejehjemmet, ja det er et rigtigt godt et. Man kan se vores vinduer. Der er den anden gård vi hele tiden havde gårdkrig mod. De var nogle rigtige bisser. En gang jeg talte med dem spurgte jeg om de havde nogen ”Olsen” der over. De havde 3, de stakler.

Fra nu af gik det kun ned af bakke, rum efter rum og klasse efter klasse. Neje! det kan jeg godt huske, kan du ikke huske det. Det var her vi havde, hvad var det nu han hed. Nej ham havde vi ikke vi havde…… ja! hvad var det nu han hed. Var det Lautrup? Nej det var da Poulsen. Nej jeg havde Tøffe, ups det hørte han forhåbentlig ikke, inspektør Vagn Petersen mente jeg selvfølgelig. Det var her jeg lavede en lampe i teaktræ, jeg har den der hjemme endnu.

Ud og få taget klassebilledet af os alle. Det er jo kun ca. 50 år siden de tog det sidste. Vi returnerede til gården hvor vejret var gået fra solskin til overskyet og koldt og småregn. Op til Peer, der godt nok var forberedt. Han havde brugt de sidste 2 uger til at rydde op.

Vi satte os alle 13 omkring hans stuebord og så kom det enkelte måltid på bordet. Øl, Vand og Malles boller med æggesalat, gravede laks, ”Capatio” og ost. Malle havde bagt og Ole og Malle smurte så boller så der var nok til hele gården… alle 4 blokke. De kom ikke, så de fremmødte fik proviant med til hjemturen. Langeland, ja det er lige 2 boller. Hvortil siger du, ja så får du lige denne pose.

Nå vi var jo ikke gået endnu, vi skulle jo først snakke og snakket det blev der. Da den værste sult var stillet og det på trods af at fadene stadig var fulde, måtte vi ind og se Mogens sidste billeder på Peers computer. Åh de gamle minder om de kønne børn. Mogens huskede os på, at der kun var minder, hvis vi alle leverede fra vores billeder og ”hukommelse”, nå ja det var lige et fremmedord. Som Ole sagde” Hvis jeg viste lige så meget som jeg har glemt, så var jeg en meget klog mand”. Omkring kl.: 21:30 gik de fleste hjem, men de sidste forlod dog først Peer omkring kl.: 23 efter en skøn aften, og så var det endda uden der var voksne tilstede, da Kissers mor (100år) havde meldt fra og derfor ikke kunne holde øje med os. Jeg vil dog lige pointerer at lyset var tændt hele aftenen.

Billedet af nogle af børnene fra ejendommen Hoffmeyersvej 59 – 69: Der var rigtigt mange børn i ejendommen, som blev færdigbygget i 1949. Mange af børnene var fra 1949 fordi forældrene, som mine, typisk flyttede til en større lejlighed, fordi de havde fået et barn mere.

På billedet ses øverst fra venstre: nr.1 Birgitte Bøggild (63) nr.2 ? nr.3 Vivian Madsen og nr 4 Vivi Madsen (65) nr. 5 Anne Studsgaard Pedersen nr. 6 Jette Stoksted nr.7 Lies Præstgaard I midten: nr.1 Torben Dalsgaard (67) nr.2 Vagn Præstgaard Andersen nr.3 Ole Ib Hansen (6) nr 4   nr.5 Lars Rømer Nygaard  nr 6: Peter Rømer Nygaard (65)  nr.7 ?  Forrest ? Ib Hansen (6). Vagn Præstgaard bor stadig i sine forældres lejlighed.